![]() | ||
|
|
LYT TIL EN HYPNOSE Mange mennesker finder hypnose lige så fascinerende, som jeg gør. Fascinationen bliver blot større, når man prøver det. For mig som psykolog er det en daglig glæde at opleve, hvilke muligheder klinisk hypnose giver mig for at hjælpe mine klienter til at slappe af og udforske sig selv, og få den succes-oplevelse det er at kunne hjælpe og tage vare på sig selv. Nogle er bange for, at de mister deres frie vilje under hypnose. Min erfaring som psykolog er, at folks frie vilje fungerer endog ganske fint i hypnose - faktisk kan man blive ufattelig stædig, når man er i trance. Jeg oplever især denne stædighed, når jeg er færdig med behandlingen og skal vække klienten af trancen. Der er mange der gør modstand mod at vågne, fordi de ikke har haft det så dejligt længe. Så er det godt, at man kan få optaget hypnosen og få den med hjem på CD. Nogle er bange for at miste kontrollen over deres eget sind. Det bygger på en misforståelse af, hvad hypnose er. Hypnose er fokuseret, indadvendt opmærksomhed, og det kræver en aktiv indsats at gå i trance. Det er faktisk lige det modsatte af at miste kontrollen. Jeg underviser gerne i selvhypnose. Klienten lærer at bringe sig selv i trance, hvilket kan bruges til at tage en pause, stresse ned, få kontrol over angst og meget andet. Jeg har lavet en lille 7 minutters optagelse, du kan lytte til nedenfor. Her kan du få et indtryk af, hvordan det lyder, når jeg taler en klient ned i trance. Hvis du har lyst til at være med, kan du sætte dig godt tilrette, lukke øjnene og slappe af mens du lytter. Måske sker der intet ved det - måske mærker du, at du slapper endnu bedre af. Du vil ikke komme i rigtig hypnose ved at lytte til den korte sekvens - der skal lidt mere til. God fornøjelse - og hvis du syntes, at du fik det rart af at lytte, vil du helt sikkert kunne lide en rigtig hypnose. PS. Du er naturligvis velkommen til at højreklikke på linket, vælge "Gem link som" og gemme hypnosen på din computer eller mp3-spiller, så du kan høre den, når du har brug for at slappe af.
|
![]() |