Social fobi
De fleste af os har fra tid til anden brug for at kunne præstere noget, mens andre ser på. Det kan være at holde en tale, give en præsentation ved møder på arbejdet, sige sin mening i en gruppe, gå op til en vigtig eksamen, eller undervise som lærer eller foredragsholder.
Nogen af os har det dårlig med sådanne situationer. Det er typisk mennesker der stiller store krav til sig selv, mennesker der er dygtige og kompetente til deres arbejde og ved hvad de burde kunne præstere, eller mennesker med dårligt selvværd eller manglende selvtillid.
Typisk viser problemerne i sig form af anspændthed og hjertebanken. Man kan få kvalme eller en følelse af at skulle besvime, eller man kan blive ekstremt anspændt. Ofte forestiller man sig i forvejen, hvordan man vil stå til mødet eller den vigtige eksamen og være så nervøs, at klappen går ned, og man kan levende se for sig, hvordan andre vil reagere.
Man kan blive ret irriteret på sig selv over denne reaktion. Man ved jo med sig selv, at man godt kan og har noget at bidrage med, men nerverne svigter, og man klarer ikke situationen nær så godt som man kunne, hvis man ikke var nervøs og fokuseret på hvad andre tænker om en.
Der er tale om en form for social fobi. Social fobi er en frygt man føler, når andre ser på en, og man er nervøs for hvad de tænker om en. En psykolog kan hjælpe med at undersøge årsagen til ens angst og anspændthed gennem kognitiv terapi. Det drejer sig om at forstå sin angst og kæmpe imod den, så man kan fungere godt.
Nogle gange kan man have godt udbytte ud af at visualisere situationen og arbejde med at indlære et nyt sæt forventninger. I forvejen forventer man, at tingene vil gå dårligt, og disse forventninger blokerer for at man kan fungere godt. Denne mekanisme kan vendes om, så man bliver hjulpet af sine forventninger i stedet for at blive saboteret af dem.
