PTSD
PTSD eller Post Traumatisk Stress Syndrom er en tilstand, som kan optræde efter at man har oplevet en voldsom og livstruende begivenhed. Det kan være krig, ulykker, overfald og lignende situationer, hvor man reelt har frygtet for sit liv.
Når man har været ude for noget meget voldsomt, kan tankerne om det som er sket fylde meget. Selvom det er pinefuldt at tænke på det man har oplevet, er det som om man i flashbacks er tvunget til at genopleve det igen og igen for sit indre blik. Selv den mindste provokation, der blot kan minde om det man har oplevet, kalder minderne og frygten frem igen.
Følelserne ændrer sig. Man kan blive deprimeret og angst, eller hyperaggressiv på en måde man slet ikke kender fra sit liv før ulykken. Man kan føle, at det er som om man går rundt inde i en osteklokke. Livet fortsætter rundt om en, mens ens egen verden er forandret for altid. Det føles som om andre mennesker aldrig helt vil kunne forstå, hvordan det føles at have oplevet noget sådant. Man er alene med sin oplevelse.
Ulykker, vold i parforholdet, overgreb, overfald, trusler på livet, ulykker, vold på arbejdet og lignende oplevelser, kan bearbejdes med hjælp fra en psykolog, så man kan komme videre med sit liv.
Kognitiv terapi kan være en god hjælp til at få bearbejdet tankerne omkring det der er sket. Gennem kognitive metoder hjælper psykologen dig til at forstå, hvorfor du har det sådan, og til at tænke anderledes om det som er sket, så du kan få din selvtillid og dit selvværd tilbage.