Flyskræk
Flyvning er en del af manges arbejdsliv og ferier, men det er ikke alle som er helt trygge ved at flyve. Faktisk kan tanken om flyturen være nok til, at man er bekymret, i stedet for at glæde sig til rejsen. Mange går i dagene før turen og bliver stadig mere angste og anspændte ved tanken om at skulle flyve, og har det virkelig dårligt når de skal op i flyet. En del vender simpelthen om i lufthavnen, og bliver hjemme.
Nogle har flyskræk, fordi de har haft en dårlig oplevelse med at flyve. Andre føler sig simpelthen utrygge ved flyvning og synes ikke, at det er særlig naturligt for mennesker at flyve.
Som psykolog kan jeg hjælpe dig med at lindre eller fjerne din flyskræk. Skyldes din flyskræk en dårlig oplevelse, kan vi arbejde med den og reparere den, så den ikke længere bestemmer over dig. Det giver ofte rigtig gode resultater.
Ved hjælp af kognitiv terapi kan vi analysere din angst, og gøre den forståelig. Vi kigger på, hvad præcis du ikke bryder dig om ved at flyve, og hvordan du kan tænke anderledes, så angsten ikke bestemmer over dig.
Jeg har selv lidt af flyskræk ad flere omgange, og forstår derfor hvad du går igennem. Jeg er hver gang kommet tilbage til at kunne flyve, selvom jeg har haft dårlige oplevelser med flyvning. Mit mål for dig er ikke at du kommer til at elske at flyve, for hånden på hjertet, det er ikke en særlig bekvem transportform for os der flyver på economy class. Men jeg kan få dig til at acceptere at flyve, så du kan komme ud i verden igen.